
Vi har nu taget fat på et nyt modeljernbane år, og i kinesisk års tegn er vi gået ind i Hestens år, og er nok meget beskrivende for sådan som jeg ser året.
2025 gik som det gik. Ligesom alle vores kollegaer, oplevede vi at 2025 blev et år med tilbagegang i omsætningen i forhold til 2024. Selvom vi fik flere projekter hjem end året før, gik vi ca. 25% (!) tilbage i omsætning (mere lavpraktisk omkring 1,7mill kroner) – og det kan jo mærkes. Både fysisk stod der meget på lageret, men også på en stram økonomi.
Med de tæt på 2 måneder, der lige nu er gået af 2026, ser fremtiden meget positivt ud – salget har rettet sig igen, og det er jeg meget taknemmelig for. Særligt over ikke blot vores IBAB TMZ 1421 blev udsolgt på under to dage, men også at mange af vores lagervare begynder at røre på sig, og det tynder ud på vores hylder.
2025 gjorde dog plads til at forberede 2026, samt at finde ud af hvad der skal fokuseres på i årene fremover. Og der er allerede gjort en del ændringer, hvor nogle er sket, og andre sker i løbet af året.
Det meget lavpraktiske er at vi har reduceret stykantallet lidt, og kører det tættere på forudbestillingerne.
En af tingene der sker, er vi kommer til at vurdere hvor mange messer vi deltager i og hvor – for sandt at sige, har jeg ikke mange fri weekender om året til at have et privatliv i. Derfor har jeg besluttet endegyldigt at droppe Hobbymessen i Rødovre. I Danmark deltager vi på DMJU Modeltog for alle – og som man kan se på vores “mød os hos” byder vi til “Modeltog i Provinsen” d. 22 August i Korsør – men mere om det senere.
Vi er i fuld fart med at tegne nye modeller, og allerede annoncerede modeller er godt undervejs. Vi forventer lige nu:
Tågab, TGOJ, Railcare TMZ – slut Marts 2026
SJ Lpns tømmervogn – Maj 2026
DSB CPE personvogn – Juni 2026
G322B rangerlok (MK) – Juli/Aug 2026
DSB AU/Buh – Q4 2026
DSB Kbs – Q4 2026
Vi løfter sløret for nogle få nyheder til Intermodellbau i Dortmund, og som altid udkommer vores hovedkatalog til efteråret.
